Undervejs…

Grunden til at langt de fleste rejser til Antarktis fra Ushuaia er den forholdsvis korte vej derned. Afhængigt af vejret tager det mellem 36-48 timer at passere de 1000 km gennem Drakestrædet til mere rolige farvande ved den Antarktiske halvø.
Vi sejlede ved 18-tiden den 9. februar. Aftenen gik med middag, udlevering af parkacoat, sikkerhedsprocedurer og ellers gå på opdagelse i den gamle Grenå-Hundested færge. MS Kattegat.

Den gamle færge syner ikke af meget i forhold de til moderne cruisere. Men plads til 128 forventningsfulde passagere og 60 besætningsmedlemmer.
Vin, chokolade og blomster i velkomst – kun til VIP-kunder 🙂
Sikkerhedsinstruktion af et par af de meget veluddannede guider. I alt 14 guider med specialer i biologi, geologi, historie, zoologi mm så alle spørgsmål kunne besvares undervejs.
Det blev meddelt over skibets højttalere når der var noget interessant at spotte. Som f.eks. denne vandrealbatros.

Drakestrædet er et berygtet farvand med konstante storme. Vi nåede kun op på hård kuling med bølger på 5-6 meter. Ret rolig overfart fik vi at vide!
Jeg holdt mig dog det meste af tiden liggende i kahytten, hvor jeg synes, jeg havde det bedst.
Jeg var kun kun lige oppe, når der var infomøder om sikkerhed ved landgange, biorensning af rygsæk mm og enkelte måltider.

11. februar 2019 – Deception Island

Endelig sent på eftermiddagen den 11. februar var vi nået frem og kunne gå i land ved den gamle hvalstation i Whaler’s Bay på Deception Island.
Øen er et gammelt vulkankrater og danner i midten en perfekt havn.
Lidt en spøgelsesby med forladte bygninger og rustne tanke til hvalolie.
Dog var der også lidt dyreliv, men alt i alt bare rart endelig at få fast land under fødderne.

Et lidt trist landskab i gråvejr, som desværre fulgte os det meste af turen.
Øen blev ramt at et jordskælv i 1960’erne som ødelagde de fleste bygninger.
Fur seal – tidligere meget jagtet sæl pga. pelsen.

Vores skib set indefra en af de forladte bygninger.

Videre mod Antarktis

Fløj til Santiago på Premiere Business med LATAM. Kun 20% dyrere end økonomiklasse. Det var så meget pengene værd! Med sådan luksus – i forhold til økonomiklasse – må flyveturen gerne tage mange timer. 🙂 Jeg får næsten lyst til at klage over, at den ene rødvin var udgået og der kun var en mulighed mht. dessert. 

Men også tid til at gøre status på Påskeøen. I like! 

Der er en utrolig afslappet stemning og man møder kun venlige mennesker. Max antal nye turister pr. dag er i højsæsonen nok også under 1000, så de lokale når nok aldrig at blive helt vildt irriteret over os turister.
Turisme er selvfølgelig nok også den suverænt største indtægtskilde på øen…

Man støder på heste overalt på øen.

Når at når man besøger selv de mest berømte seværdigheder ser man max 100-200 (ved sol-og solnedgang) og oftest kun 10-20 andre og man siger pænt hej når man mødes.

Det kan klart anbefales at leje køretøj for at komme rundt til seværdighederne. Selv om øen er ret lille med 20 km til det fjerneste punkt er det vel langt at vandre i den stegende hede. Specielt når man som jeg gerne vil tage solopgangsbilleder kl. 7 og køreturen på hullede veje tager 30-40 minutter at køre 15 km.

Ja, det var jo ikke en BMW… Men jeg fik alligevel kørt næsten 300 km på de tre dage.

Fem dage på øen er nok optimalt afhængigt af hvor maoi-interesseret man er 🙂 De tre dage på MC var fint og et par dage til se byen, slappe af mm er perfekt. Hvis der er samtidig er Tapati-festival kan man sagtens bruge et par ekstra dage.

Øens suverænt dyreste hotel ligger opført på gammelt hellig land, så de lokale protesterer over at den chilenske regering har givet lov til opførelsen.

Priser

Det er forholdsvist dyrt på Påskeøen – det er Chile faktisk også. 50 kr for den udmærkede lokale øl på restaurant og 150-200 for et hovedmåltid. På grund af Tapati-festivalen var der opstillet en del boder med mad som jeg primært benyttede mig af og kun spiste på restaurant to gange. Ej heller så spændende at alene sidde på restaurant uden sin hustru.

En lækker tunlasagne med lokal øl.

Det koster $80 at få en billet med adgang til nationalparken med seværdighederne.

Flugtvej i tilfælde af tsunami. Selvfølgelig altid en risiko når øen ligger midt i Stillehavet. Sidst Chile havde et kraftigt jordskælv var der varslet tsunami, men der kom ingen. Og byen ligger også væk fra fastlandet og er derfor mindre udsat. Ahu Tongiriki – de 15 maoi’er fra solopgangsbillederne væltede og blev skyllet flere hundrede meter ind i land under en tsunami i 1960. De blev restaurerer med hjælp fra Japan.

Der bor næsten 7000 mennesker på øen og lidt over halvdelen anser sig som oprindelige folk stammende fra de 118 der var tilbage i 1800-tallet. Faktisk var det kun 36 af dem der fik efterkommere. Da stort set alle bor i byen Haga Roa er resten af øen ret øde med flotte naturområder, vilde heste og lidt fritgående kvæg. 

De næste dage bliver transportdage. Først tilbage til Santiago med en overnatning og derefter videre til Buenos Aires hvor der heller ikke bliver til meget mere end en overnatning inden turen går mod verdens sydligste beliggende by Ushuaia. Her venter skibet der i 14 dage skal være mit hjem sammen med 133 andre. Der er formentlig hverken internet eller telefonforbindelse så bloggen lukker ned for et par uger. Men opdateres selvfølgelig så snart den civiliserede wifi-verden nås igen.

Stien ind til mit hotel, Taha Tai.
Morgenmadsudsigten,
Vel en fregatfugl.

Op til Orongo

Der er aften og sidder og kigger på billeder fra middagens lille gåtur op til vulkanen Ranu Kau – med chilensk rødvin i glasset og Steppeulvevinder Peter som baggrundsmusik. 🙂
På kanten mellem vulkanen og Stillehavet i 400 m højde finder man Orongo, et religiøst centrum for øen op til 1860’erne. Fuglemandskulturen.

Første del opad var ret skyggefuld, men varmt.
Mødte denne familie undervejs.
Heldigvis var der placeret nogle bænke til trætte mænd.
Skøn udsigt på vejen op.
Krateret med sin helt egen biodiversitet.
På vej hen til de kultiske huse ved Orongo.
Et af ritualerne ved fuglemandskulturen var at når en bestemt terne lagde æg var det en konkurrence at svømmer ud til en af de små øer og hente det første æg.
Flotte restaurerede kulthuse efter vesterlændinge gennem tiden har raseret dem for at finde skatte.
Den eneste maoi der ikke stadig er på Rapa Nul findes på British Museum og netop fjernet herfra. Der er har netop været en delegation herfra i London for at få den tilbage – ikke mindst på grund af den mytologiske betydning for netop denne maoi.
På vej tilbage var det begyndt at regne i krateret.
Going down 🙂
Vel en slags tidsel?

Mens der er Super Bowl

Fjernsynet viser Super Bowl i baggrunden – mere spændende end målrig. Meget sjovt at det mens der rent faktisk er lyst udenfor 🙂
I dag var sidst dag med motorcykel så de næste dage skal gå med Tapati-festivalen og oplade med sol inden Antarktis kalder.

Et billede der meget godt viser både den rå natur og det meget skiftende vejr.
Solskin nogle steder og voldsom regn andre steder
Smukke landskaber inde i landet.
Ahu Akivi. Vist de eneste maoi, der kigger mod havet, men de står et godt stykke inde landet.
Udover huller i vejene skal man også passe på vilde heste og fritgående kvæg.
Et af byens vandhuller.

Midt om natten

Heldigvis står solen først lidt i otte, så man kan tage natbilleder indtil ved syv-tiden. Her er et par forsøg mere. Det er helt fantastisk at stå her midt i Stillehavet uden generende lys og se hele stjernehimmelen og mælkevejen.
Vil prøve at komme op et par tidlige morgener mere og gøre endnu et par forsøg.

Ahu Tongariki, Rapi Nui.
Tror moai’erne er blevet ramt af nogle billygter, siden de sådan lyser op.
Ahu Tongariki, Rapa Nui

Et døgn mere, men de samme motiver…

Det seneste døgn er der blevet taget rigtig mange billeder, så det kan være svært at vælge ud til dagens indslag – så her følger et lidt tilfældigt udvalg.

Mit første forsøg med billeder af stjernehimmelen i mange år. Må testet videre.
De står der stadig på Ahu Tongariki
Og solen står stadig op hver dag.
En fugl oven på en moai
Ved ikke hvilken leg, de drenge leger om natten, men der er tydeligvis nogen, der skubber!
Festivalen Tapati er i fuld gang. Startende med en disiplin bestående af siddende på en sivkano, løb med nogle bananer og svøm på en sivkano. Så vanvittigt hårdt ud.
Endnu nogle maoi’er – denne gang på øens bedste/eneste sandstrand,

Første døgn på Rapa Nui

Jeg har lejet en motorcykel i tre dage for at kunne komme ud og udforske øen. I aftes fik jeg kørt øen rundt – vel 40-50 km – i både regnvejr og skyfri himmel.

Fra Wikipedia:
“Moai er stenstatuer på Påskeøen. I de fleste tilfælde er statuerne monolitiske, dvs. at de er hugget ud af én enkelt stenblok, men nogle har en ekstra, særskilt sten pukau anbragt oven på hovedet. Der er pt. registreret 887 Moai, som er fordelt rundt på hele øen. De fleste moai blev hugget ud af klippen ved Rano Raraku, hvor der findes næsten 400 andre moai i forskellige stadier af fuldførelse. Stenbruddet dér ser ud til at være opgivet med ét slag, for man finder halvt udhuggede statuer, som er efterladt i klippen. Næsten alle de færdige moai blev væltet af øens indfødte beboere i den periode, der fulgte, efter at statuerne var opstillet. Som regel bliver de betegnet som “hoveder”, men mange moai har skuldre, arme og kroppe, som er blevet begravet i årenes løb.”

Ahu Tongariki. Den største samling af moai på øen og stedet at se solopgang ca 20 km fra byen. Den flotte fyr i forgrunden kaldes “Den Rejsende Maoi”
Solnedgangen var fotomæssigt noget skuffende, men hyggeligt med nok 100 mennesker der sad og nød forestillingen.
Kl. 7 om morgenen – Ahu Tongariki med en lille måne i det høje.
Det klassiske “puddlegram”
Hvor mange forskellige billeder kan man mon tage af disse 15 stolte mænd?
Gode besøgstal denne morgen. Kørte nærmest i kø på vej derud – og hjem.
Mens alle andre var dybt optaget af de femten flotte fyre på rad var der ingen der spotte at denne enlige fyr havde den absolut flotteste himmel som baggrund. 🙂 The Traveling Maoi.
Vejen tilbage til Hango Roa, øens eneste by.
Kyststrækningen i morgenlys.
En af øens vulkaner.

Ankommet til Påskeøen – Rapa Nui

De næste seks dage skal jeg udforske den ekstremt øde beliggende Påskeø. Der er 3500 km til det Sydamerikanske fastland og 1500 km til den nærmeste ø.

Øen er mest kendt for sine mere mange hundrede stenskulpturer også kaldt moai rejst i årene 1250-1500.

I morgen begynder den årlige festival Tapati med dans og mange konkurrencer. Den varer i 14 dage, så mon ikke jeg får set lidt af den også.

Anden dag i Santiago

Den anden dag i Santiago lagde jeg ud med at bestige det lokale udsigtspunkt – Cerro San Cristóbal.

Svævebanen til toppen fra den ene side.
Udsigten med Andesbjergene i baggrunden
850 meter oppe står denne 22 meter høje statue af Jomfru Maria.

Varmen taget i betragtning valgte jeg dog at tage en svævebane derop, hvor det sikkert er en fantastisk udsigt når ikke smoggen ligger og skærmer.

Nedad tog jeg en kabelbane der endte direkte i Santiagos svar på Jomfru Ane Gade – dog noget større og meget stille i betragtning af det stadig var formiddag. 

På vej ned med kabelbanen
Skyggefulde træer i næsten alle gader i de ældre kvarterer.

Næste stop rundt i byen var en rask gåtur på et par kilometer hen til byens marked. Her var der uendelige boder med lækker grøntsager,  frugt, krydderier, kød, blomster og alt der behøves til ens madlavning. Der var mange bygninger og jeg så sikkert ikke dem alle, men i var der også mange restauranter – og en bar. 

En chilensk peso svarer ca til en øre.

Videre gik turen gennem nogle interessante kvarterer med grafitti og flotte huse. 

Meget karakteristisk er der ofte mange skyggefulde træer langs gaderne. 

Jeg havde om aftenen bestilt bord på Boragó, udnævnt til at være den 27. bedste restaurant i verden sidste år. De går meget op i lokale råvarer plukket, samlet og dyrket i hele Chile.

Jeg gik all in med 16 anretninger med otte vine – og en masse vand. 

Strandanretning med “sten” i forskellige farver.
Fisk bagt i tang og aske.
And og solbær.
Langtidsstegt lam og sandwich med bær.
Det sorte får. Dessert med bl.a. is
Issandwich med blomster.
Bøtter med fermenteringsforsøg

Det var en meget spændende oplevelse med ingredienser, jeg formentlig aldrig kommer til at smage igen. Retterne blev utrolig flot præsenteret men ikke alt passede til dansk tilpassede smagsløg.

Efter jeg var færdig med at spise blev jeg inviteret backstage i deres idéudviklingslokale hvor de også eksperimenterer med fermantering med forskellige metoder.