Et nærkig på det antarktiske fødenet

Da vi forlod Hannah Point og sejlede lidt rundt, så vi søleoparder, der ledte efter bytte, så vi blev i området og det varede ikke længe inden der var gevinst. Det blev nogle drabelige og voldsomme billeder…
Søleoparder kan spise mellem 10-15 pingviner om dagen og de uerfarne pingvinunger er det lette offer.

Den kan blive op til 3,5 meter lange og veje op til 600 kg.
Deres primær føde er sæler og kun 10% kommer fra pingviner.
Pingvinen er fanget og måske stadig levende. Der gik over 15 minutter fra dette billede til pingvinen var flået og fortæret.
Man kan næsten se frygten i pingvinens øjne.
Både for at slå pingvinen ihjel og for at få den flået bliver den slynget kraftigt rundt i vandet.
Det blev “desværre” vores tur til at komme tilbage til båden, så jeg fik ingen blodige billeder af søleoparden, der havde fået flået hoved og indmad ud af pingvinen – men som det ses var der andre både der fik det syn helt tæt på.

Hannah Point – 18. februar 2019

Over frokosten flyttede vi os en smule og gik i land ved Hannah Point, vores sidste landgang inden hjemturen over Drakes Passage. Det var et sted med mange rempingvinger og en enkelt macaronipingvin. Vores chilenske guide mente, den led af personlighedsproblemer og måske troede den var en rempingvin.
Vi fik også solen at se og dermed også noget blå himmel.

Stor koloni af både æselpingviner og rempingviner.
Rempingvinungerne var i gang med at skifte de varme dun ud med fjerdragten.
Stensamling til redebygningen.
Udlængsel?
Gigant petrel
Her ser man tydelig remmen, der har givet navn til pingvinen.
Mor med to sultene unger.
Havets frugter gylpes op til den ene, mens den anden venter tålmodigt.
Til det blev dens tur.
En æselpingvin og blå himmel.
Den enlige macaronipingvin.
De unge pingviner var i vandet for første gang og nød virkelig at rulle rundt og plaske i vandet.
Måske havde de spottet søleoparderne, der cruisede rundt tæt på og ventede på det næste måltid?

Elephant Island – 18. februar 2019

62° 49’ S 60° 55’ W

Den sidste dag ved Antarktis skulle have været på Bally Head på Deception Island, bosted for mere end 100.000 rempingvinger. Men 2-3 meter høje bølger på stranden ændrede planerne. Vi sejlede lidt nordpå til øen Livingston og lagde om formiddagen til ved Elephant Point og om eftermiddagen ved Hannah Point.
Stranden ved Elephant Point var fyldt med mange meget nysgerrige æselpingvinunger. De havde samlet sig ved stranden for tage mod til sig og springe i havet men var ekstremt interesseret i disse mennesketyper der lige kom forbi.
Der var også en del søelefanter, der bare lå og drev den af på stranden.

Vi så kun æselpingvinunger, men de var meget nysgerrige om kom helt tæt på os.
Søelefanter.
Søelefanter – læg mærke til den, der ligger nederst, klemt under hanen.
De kom meget tæt på.
Søelefant
Søelefant.
Et par sydlige pelssæler.
Jeg er ret overbevist om, at pingvinerne troede det var en – meget tynd – voksenpingvin, grundet det orange flag.

Polar plunge – 17. februar 2019

Straks efter vi var kommet i land fra Petermann Island blev vi kaldt over højttaleranlægget. Dem som havde mod og lyst til en lille dukkert, skulle komme ned til Mod Room med det samme.
Vi var over 50, der synes, det kunne være meget sjovt. Billederne er taget af skibets fotograf Jacqueline Deely.

Vandet var minus 1 grad, men vi kom hurtigt i og op igen så det var ikke så slemt.

Petermanm Island – 17. februar 2019

65° 10.9’ S 64° 08.0’ W

Efter en lang sejlads over natten var vi om morgenen ankommet til øen Petermann, opkaldt efter den tyske geograf Augustus Heinrich Petermann. Det blev en formiddag med virkelig mange billeder – hvilket har gjort det svært at udvælge nogle enkelte. Derfor følger nu en ordentlig stak billeder…

Isbjerge vi passerede på vej til Petermann Island. Utroligt med alle de former isbjerge kan tage.
Nogle skæve, andre runde eller som skarpt skårne.
Tre pukkelhvaler passerede også skibet.
Fantastiske former på de strandede isbjerge.
Pakisen
En pelssæl har nærmest fingre på lufferne så de kan klø sig selv.
Zodiacs i forgrunden der kigger på sæler.
De karakteristiske røde jakker som alle havde fået udleveret – nemme at spotte i det hvide landskab.
Endelig kommer mor med mad.
Og dog…
Kajakkerne på togt mellem isbjergene.
Ungerne holder øje med en rovfugl.
Pingvinerne er overhoved ikke menneskesky og nogle gange kommer de meget tæt på
med mulighed for at tage portrætbilleder af dem.
Kløerne forrest på det glatte underlag.
De voksne pingviner gylper dagen fangst op til de krævende unger.
Meget gammelt og klar is, der er helt uden luft.
Huller i isbjerge var den store oplevelse – med skibets fotograf hængende ud over kanten på gummibåden.
Der vurderes at være 15 milioner krillsæler i verden. Det største population efter mennesker af større pattedyr.
Krilsæl
Denne krillsæl har muligvis været for tæt på en søleopard, der har fået en lille bid af kinden.
Brun storkjove
Et tiltet isbjerg.
Undervejs var jeg kommet til at stille mit kamera på multieksponering, så det tog to billeder oven i hinanden.
Det gav det par interessante resultater inden jeg opdagede det.

Mod syd – 16. februar 2019

Straks efter morgenmaden lettede vi anker og sejlede mod Red Rock Ridge, hjemsted for en meget stor koloni af Adeliepingviner.
Men meget kraftig vind og 2-3 m høje bølger umuliggjorde landgang. Besætningen besluttede derfor at sejle sydpå så langt vi kunne, inden isen ville stoppe os.
Det blev en meget smuk sejlads med utrolige isbjerge og snelandskaber.

Red Rock RIdge mellem Nany Fjord og Rymill Bay.
Der kan opstå små lokale storme omkring bjergene.

Vi nåede til 68°39,5’S – det sydligste skibet nogen sinde havde været. Også det sydligste meget af personalet havde været.

Skibet holder i tomgang ved kanten af isen.
Kig ind over pakisen.
Det skulle selvfølgelig fejres med et fællesfoto.
Foreviget af skibets fotograf Jacqueline Deely
For sjov kiggede besætningen lige om der var andre skibe i nærheden. Der var 13 andre skibe ved Antarktis, men alle mindst et døgn væk. Så ikke nok med at vi i forvejen var langt væk fra civilisationen, var vi også langt væk fra de andre turister.
Efter lidt billeder sejlede vi nordpå igen.
Med endnu flottere landskaber. Næsten umuligt at gå indenfor i varmen igen, når motiverne konstant ændrede sig.
På nordpå sejlede vi langs pakisen.
Landskabet i modlys.

Når jeg kigger nærmere på mine billeder, spotter jeg nogle mørke pletter og det er som her oftest sæler.

Ekspedionslederen Jonathan havde dagen før ringet til den argentinske base ved San Martin og spurgt om de lige ville have 124 gæster. De havde ikke set andre mennesker i 18 måneder, siden de var kommet til basen. Om det var muligheden for menneskelig kontakt eller frisk frugt og grøntsager, der gjorde udslaget, er svært at sige, men de ville gerne se os. 

Bølgerne var dog alt for kraftige til at, vi alle kunne komme i land med bådene, så det endte med at kun nogle fra besætningen sejlede ind og gav dem frisk frugt og grønt.

Vi sejlede derefter for første gang nordpå igen. Ikke at rejsen var slut – der var stadig nogle landgange tilbage inden Drakes Passage ventede.

Den argentinske base ved San Martin

Overnatning på Stonington Island – 15.-16. februar 2019

Vi var 60 på skibet, der havde tilvalgt at overnatte i telt inde på selve kontinentet. Det var det sydligste, de nogensinde havde camperet med dette skib.
Vi var blevet briefet om overnatningen dagen før om hvad vi skulle bringe og overhovedet ikke måtte medbringe. Udover alt vores varme tøj, skulle vi tage vand, ørepropper, pude, kamera og positiv attitude med. Vi måtte ikke medbringe alkohol, tobak og mad.
Der er meget strenge krav om at ingenting efterlades på Antarktis. Der var derfor også sat et nødtoilet op, hvis ikke man kunne vente til næste morgen.

68° 11′ 7″ S, 66° 59′ 49″ W

Straks efter aftensmaden ved 19-tiden, blev vi sejlet ind til øen og fik udleveret et telt, underlag og sovepose. Første opgave var et vælge et sted i det store område guiderne have rammet ind til os.
Vi lagde os bag nogle sten i håb om lidt beskyttelse fra vinden. Derefter fik vi rejste det lille telt og skovlet lidt sne i kanten hele vejen rundt i bunden som beskyttelse mod vinden.

Ikke alle havde lige stor erfaring i teltrejsning, men det lykkedes med fælles hjælp.

Den næste udfordring var at få tiden til at gå inden sengetid. Vi gik rundt i området og fik taget lidt billeder af teltene.
Heldigvis var skibets guitarist også med og han gav nogle numre i den tiltagende blæst. Hvordan han ikke frøs sine fingre af, er svært at forstå.

Ved 22.30-tiden gik de flest til ro med håb om at kunne sove til vi ville blive vækket kl. 5.30.
Jeg kunne sagtens holde varmen, men sov ikke meget pga den lyse nat og blæsten der rykkede kraftigt i teltdugen.

Vi stod op lidt over kl. 5 og pakkede teltet ned og blev sejlet tilbage til skibet til et tiltrængt toiletbesøg, varmt bad og morgenmad.

Stonington Island – 15. februar 2019

Vi sejlede sydpå til øen Stonington base for både en tidligere amerikansk og engelsk base. I 1947-8 overvintrede de to første kvinder i Antarktis på den amerikanske base. De talte dog ikke meget sammen, da deres mænd var blevet uvenner. Lyder som en noget lang vinter…
Den ene kvinde, Jennie Darlington, tilbragte faktisk sin bryllupsrejse dernede og blev også den første kvinde, der blev gravid på Antarktis.

Alle de baser vi besøgte var lukket godt til, de vil stadig kunne bruges i en nødsituation af f.eks. os eller andre ekspeditioner.
Ved dog ikke lige om maden stadig var helt frisk?
Sild på dåse fra Skotland.
Området var præget af virkelig flotte isbjerge, der drev rundt i vandet.
Også et isbjerg med et ansigt.
Der var også en enkelt Adeliepingvin.
Landgang på øen.

Horseshoe Island – 15. februar 2019

I løbet af natten var vi kommet syd for øen Adelaide ind i Marguerite bugten.

Den første morgen med noget, der lignede en solopgang.
Smukke isbjerge i morgenlyset.
Morgensolen skinner på de sneklædte bjerge med toppen dækket i tåge.
Når vi kiggede på sejlplanen om morgenen den 15. kunne man få den forestilling at kaptajnen havde kigget lige dybt nok i glasset aftenen før. Forklaringen var dog at på grund af kraftig vind havde vi sejlet i ottetal det meste af morgenen inden vi kunne kaste anker ved øen.

På Horseshoe Island havde der også været en engelsk base indtil 1960’erne. Base Y. Alle de engelske baser har navn efter alfabetet, startende med A.
Selv om det så ud som om at basen var forladt i stor hast, var den i god stand og ville nok stadig kunne bruges efter lidt knofedt.
Alle vinduer var tilskoddet og der var helt mørkt inde i husene, så ingen billeder indefra denne gang.

Der var ikke så mange dyr omkring basen, men dog fik vi endelig set en ny art pingviner – Adelie.

Et par robåde der var noget medtaget af 50 års vind og vejr.
Hytterne kunne også godt trænge til lidt frisk maling.
Man kunne se tydelige kobberforekomster i jorden.
Adeliepingvinerne kan blive mellem 46 to 71 cm høje og dermed ca. 20 cm mindre end æselpingvinerne. Men gengæld mere livlige og underholdende at følge.
Her er en voksen og dens unge i den mere dunede pels.

Valentine’s Day på åbent hav – 14. februar 2019

Tidligt om morgenen passerede vi polarcirklen. Selv om vi var blevet truet med vækning ved passeringen, opdagede vi det først, da vi stod op ved syv-tiden. Mest fordi var vendt om og sejlet nordpå igen. Der var for meget is mellem øen Adelaide og den Antarktiske halvø til at vi kunne komme i gennem. Vi måtte ud i åbent hav igen for komme udenom Adelaide. Et par timer senere passerede vi atter polarcirklen – og nej, den er ikke markeret med en linje, som en af de andre passagerer spurgte om. 

I receptionen var en skærm, der viste skibets øjeblikkelige position og de sidste timers sejlads. Samt kurs og hastighed.

Polarcirklen afgrænser både i nord og syd området, hvor man kan opleve dage med 24 timers dagslys(sommer) og 24 timers mørke(vinter). 

Selv om vi igen kom på åbent hav, var der rimelig rolig sø og vi havde nok også vænnet os til den bølgende gang. 

Skibets rute omkring øen Adelaide både på vej sydpå og vej hjemad igen.

Dagen gik med hygge, fotografere isbjerge og indtage dagens fire måltider. Da det var Valentine’s Day, var der koncert med skibets egen singer-songwriter Blaise Guld. Han sang dog mest om forlist kærlighed…
Aftenen sluttede af med koncert fra skibets eget band Monkey Eating Eagles i Polar Bear Bar 

Det skønne ved at fotografere fra et skib, er at motiverne konstant ændrer sig som skibet bevæger sig.
Isbjergspotting – hvilke isbjerge ser mere interessante ud end de andre?
Nåede lige at spotte dette isbjerg med hul i gennem, med det lidt specielle lys i baggrunden.
Pludselig vendte skibet og vi passerede det hule isbjerg igen, og alle de andre var gået indenfor for at få dagens opsummering og næste dags program.
Og motivet ændrede sig igen som skibet passerede isbjerget.