Tierra del Fuego National Park – 9. februar 2019

Jeg ankom til Ushuaia den 8. februar og vi skulle først ombord på skibet den 9. om eftermiddagen så der vi tid til en lille udflugt til nationalparken – Tierra del Fuego – Ildlandet. Jeg tog sammen med 50 andre fra skibet på en fire timers rundtur, der kun gav et lille indblik i den 630 km2 store park.
Jeg kender desværre ikke navne på flora og fugle…

Ushuaia – verdens ende…
Et af de ældre fiskerhuse i Ushuaia
Ved en lille bugt lå verdens sydligste posthus bemandet af denne mand.
For tre dollars kunne man købe et klistermærke og stempel til sit pas.
Måske en stribet gribbefalk
Ca. her ender den pan-amerikanske hovedvej, der går herfra til Alaska.
30.000 km gennem Sydamerika, Mellemamerika, USA og Canada.

Hjemtur gennem Drakes Passage. 18-20. februar 2019.

Turen mod Sydamerika begyndte ret roligt, men efter aftensmaden den 19. kom vi ind i hård blæst. Undervejs ramte skibet nogle store bølger, hvor et par passagerer faldt og kom let til skade. Ellers blev turen brugt til at fotografere de fugle, der kom forbi og ellers spise samt tale om alle de oplevelser vi havde haft de sidste 14 dage.

Vi passende Smith Island på 200 års dagen for opdagelsen af Antarktis. Den engelske hvalfangerkaptajn William Smith på briggen Williams mødte den 19. februar 1819 en isdækket kyst på omtrent 62° S og 55°—65° V efter, at han var drevet længere mod syd end sædvanlig på sin vej rundt om Kap Horn.
Skibets sanger Blaise Guld gav sin sidste koncert på rejsen.
På vej ind til Ushuaia lå vi for anker i nogle timer inden vi fik lods ombord og fuglene kredsede omkring skibet.
Angry Bird?

Et nærkig på det antarktiske fødenet

Da vi forlod Hannah Point og sejlede lidt rundt, så vi søleoparder, der ledte efter bytte, så vi blev i området og det varede ikke længe inden der var gevinst. Det blev nogle drabelige og voldsomme billeder…
Søleoparder kan spise mellem 10-15 pingviner om dagen og de uerfarne pingvinunger er det lette offer.

Den kan blive op til 3,5 meter lange og veje op til 600 kg.
Deres primær føde er sæler og kun 10% kommer fra pingviner.
Pingvinen er fanget og måske stadig levende. Der gik over 15 minutter fra dette billede til pingvinen var flået og fortæret.
Man kan næsten se frygten i pingvinens øjne.
Både for at slå pingvinen ihjel og for at få den flået bliver den slynget kraftigt rundt i vandet.
Det blev “desværre” vores tur til at komme tilbage til båden, så jeg fik ingen blodige billeder af søleoparden, der havde fået flået hoved og indmad ud af pingvinen – men som det ses var der andre både der fik det syn helt tæt på.

Hannah Point – 18. februar 2019

Over frokosten flyttede vi os en smule og gik i land ved Hannah Point, vores sidste landgang inden hjemturen over Drakes Passage. Det var et sted med mange rempingvinger og en enkelt macaronipingvin. Vores chilenske guide mente, den led af personlighedsproblemer og måske troede den var en rempingvin.
Vi fik også solen at se og dermed også noget blå himmel.

Stor koloni af både æselpingviner og rempingviner.
Rempingvinungerne var i gang med at skifte de varme dun ud med fjerdragten.
Stensamling til redebygningen.
Udlængsel?
Gigant petrel
Her ser man tydelig remmen, der har givet navn til pingvinen.
Mor med to sultene unger.
Havets frugter gylpes op til den ene, mens den anden venter tålmodigt.
Til det blev dens tur.
En æselpingvin og blå himmel.
Den enlige macaronipingvin.
De unge pingviner var i vandet for første gang og nød virkelig at rulle rundt og plaske i vandet.
Måske havde de spottet søleoparderne, der cruisede rundt tæt på og ventede på det næste måltid?

Elephant Island – 18. februar 2019

62° 49’ S 60° 55’ W

Den sidste dag ved Antarktis skulle have været på Bally Head på Deception Island, bosted for mere end 100.000 rempingvinger. Men 2-3 meter høje bølger på stranden ændrede planerne. Vi sejlede lidt nordpå til øen Livingston og lagde om formiddagen til ved Elephant Point og om eftermiddagen ved Hannah Point.
Stranden ved Elephant Point var fyldt med mange meget nysgerrige æselpingvinunger. De havde samlet sig ved stranden for tage mod til sig og springe i havet men var ekstremt interesseret i disse mennesketyper der lige kom forbi.
Der var også en del søelefanter, der bare lå og drev den af på stranden.

Vi så kun æselpingvinunger, men de var meget nysgerrige om kom helt tæt på os.
Søelefanter.
Søelefanter – læg mærke til den, der ligger nederst, klemt under hanen.
De kom meget tæt på.
Søelefant
Søelefant.
Et par sydlige pelssæler.
Jeg er ret overbevist om, at pingvinerne troede det var en – meget tynd – voksenpingvin, grundet det orange flag.

Polar plunge – 17. februar 2019

Straks efter vi var kommet i land fra Petermann Island blev vi kaldt over højttaleranlægget. Dem som havde mod og lyst til en lille dukkert, skulle komme ned til Mod Room med det samme.
Vi var over 50, der synes, det kunne være meget sjovt. Billederne er taget af skibets fotograf Jacqueline Deely.

Vandet var minus 1 grad, men vi kom hurtigt i og op igen så det var ikke så slemt.

Petermanm Island – 17. februar 2019

65° 10.9’ S 64° 08.0’ W

Efter en lang sejlads over natten var vi om morgenen ankommet til øen Petermann, opkaldt efter den tyske geograf Augustus Heinrich Petermann. Det blev en formiddag med virkelig mange billeder – hvilket har gjort det svært at udvælge nogle enkelte. Derfor følger nu en ordentlig stak billeder…

Isbjerge vi passerede på vej til Petermann Island. Utroligt med alle de former isbjerge kan tage.
Nogle skæve, andre runde eller som skarpt skårne.
Tre pukkelhvaler passerede også skibet.
Fantastiske former på de strandede isbjerge.
Pakisen
En pelssæl har nærmest fingre på lufferne så de kan klø sig selv.
Zodiacs i forgrunden der kigger på sæler.
De karakteristiske røde jakker som alle havde fået udleveret – nemme at spotte i det hvide landskab.
Endelig kommer mor med mad.
Og dog…
Kajakkerne på togt mellem isbjergene.
Ungerne holder øje med en rovfugl.
Pingvinerne er overhoved ikke menneskesky og nogle gange kommer de meget tæt på
med mulighed for at tage portrætbilleder af dem.
Kløerne forrest på det glatte underlag.
De voksne pingviner gylper dagen fangst op til de krævende unger.
Meget gammelt og klar is, der er helt uden luft.
Huller i isbjerge var den store oplevelse – med skibets fotograf hængende ud over kanten på gummibåden.
Der vurderes at være 15 milioner krillsæler i verden. Det største population efter mennesker af større pattedyr.
Krilsæl
Denne krillsæl har muligvis været for tæt på en søleopard, der har fået en lille bid af kinden.
Brun storkjove
Et tiltet isbjerg.
Undervejs var jeg kommet til at stille mit kamera på multieksponering, så det tog to billeder oven i hinanden.
Det gav det par interessante resultater inden jeg opdagede det.

Mod syd – 16. februar 2019

Straks efter morgenmaden lettede vi anker og sejlede mod Red Rock Ridge, hjemsted for en meget stor koloni af Adeliepingviner.
Men meget kraftig vind og 2-3 m høje bølger umuliggjorde landgang. Besætningen besluttede derfor at sejle sydpå så langt vi kunne, inden isen ville stoppe os.
Det blev en meget smuk sejlads med utrolige isbjerge og snelandskaber.

Red Rock RIdge mellem Nany Fjord og Rymill Bay.
Der kan opstå små lokale storme omkring bjergene.

Vi nåede til 68°39,5’S – det sydligste skibet nogen sinde havde været. Også det sydligste meget af personalet havde været.

Skibet holder i tomgang ved kanten af isen.
Kig ind over pakisen.
Det skulle selvfølgelig fejres med et fællesfoto.
Foreviget af skibets fotograf Jacqueline Deely
For sjov kiggede besætningen lige om der var andre skibe i nærheden. Der var 13 andre skibe ved Antarktis, men alle mindst et døgn væk. Så ikke nok med at vi i forvejen var langt væk fra civilisationen, var vi også langt væk fra de andre turister.
Efter lidt billeder sejlede vi nordpå igen.
Med endnu flottere landskaber. Næsten umuligt at gå indenfor i varmen igen, når motiverne konstant ændrede sig.
På nordpå sejlede vi langs pakisen.
Landskabet i modlys.

Når jeg kigger nærmere på mine billeder, spotter jeg nogle mørke pletter og det er som her oftest sæler.

Ekspedionslederen Jonathan havde dagen før ringet til den argentinske base ved San Martin og spurgt om de lige ville have 124 gæster. De havde ikke set andre mennesker i 18 måneder, siden de var kommet til basen. Om det var muligheden for menneskelig kontakt eller frisk frugt og grøntsager, der gjorde udslaget, er svært at sige, men de ville gerne se os. 

Bølgerne var dog alt for kraftige til at, vi alle kunne komme i land med bådene, så det endte med at kun nogle fra besætningen sejlede ind og gav dem frisk frugt og grønt.

Vi sejlede derefter for første gang nordpå igen. Ikke at rejsen var slut – der var stadig nogle landgange tilbage inden Drakes Passage ventede.

Den argentinske base ved San Martin

Overnatning på Stonington Island – 15.-16. februar 2019

Vi var 60 på skibet, der havde tilvalgt at overnatte i telt inde på selve kontinentet. Det var det sydligste, de nogensinde havde camperet med dette skib.
Vi var blevet briefet om overnatningen dagen før om hvad vi skulle bringe og overhovedet ikke måtte medbringe. Udover alt vores varme tøj, skulle vi tage vand, ørepropper, pude, kamera og positiv attitude med. Vi måtte ikke medbringe alkohol, tobak og mad.
Der er meget strenge krav om at ingenting efterlades på Antarktis. Der var derfor også sat et nødtoilet op, hvis ikke man kunne vente til næste morgen.

68° 11′ 7″ S, 66° 59′ 49″ W

Straks efter aftensmaden ved 19-tiden, blev vi sejlet ind til øen og fik udleveret et telt, underlag og sovepose. Første opgave var et vælge et sted i det store område guiderne have rammet ind til os.
Vi lagde os bag nogle sten i håb om lidt beskyttelse fra vinden. Derefter fik vi rejste det lille telt og skovlet lidt sne i kanten hele vejen rundt i bunden som beskyttelse mod vinden.

Ikke alle havde lige stor erfaring i teltrejsning, men det lykkedes med fælles hjælp.

Den næste udfordring var at få tiden til at gå inden sengetid. Vi gik rundt i området og fik taget lidt billeder af teltene.
Heldigvis var skibets guitarist også med og han gav nogle numre i den tiltagende blæst. Hvordan han ikke frøs sine fingre af, er svært at forstå.

Ved 22.30-tiden gik de flest til ro med håb om at kunne sove til vi ville blive vækket kl. 5.30.
Jeg kunne sagtens holde varmen, men sov ikke meget pga den lyse nat og blæsten der rykkede kraftigt i teltdugen.

Vi stod op lidt over kl. 5 og pakkede teltet ned og blev sejlet tilbage til skibet til et tiltrængt toiletbesøg, varmt bad og morgenmad.