Grunden til at langt de fleste rejser til Antarktis fra Ushuaia er den forholdsvis korte vej derned. Afhængigt af vejret tager det mellem 36-48 timer at passere de 1000 km gennem Drakestrædet til mere rolige farvande ved den Antarktiske halvø.
Vi sejlede ved 18-tiden den 9. februar. Aftenen gik med middag, udlevering af parkacoat, sikkerhedsprocedurer og ellers gå på opdagelse i den gamle Grenå-Hundested færge. MS Kattegat.




Drakestrædet er et berygtet farvand med konstante storme. Vi nåede kun op på hård kuling med bølger på 5-6 meter. Ret rolig overfart fik vi at vide!
Jeg holdt mig dog det meste af tiden liggende i kahytten, hvor jeg synes, jeg havde det bedst.
Jeg var kun kun lige oppe, når der var infomøder om sikkerhed ved landgange, biorensning af rygsæk mm og enkelte måltider.
11. februar 2019 – Deception Island
Endelig sent på eftermiddagen den 11. februar var vi nået frem og kunne gå i land ved den gamle hvalstation i Whaler’s Bay på Deception Island.
Øen er et gammelt vulkankrater og danner i midten en perfekt havn.
Lidt en spøgelsesby med forladte bygninger og rustne tanke til hvalolie.
Dog var der også lidt dyreliv, men alt i alt bare rart endelig at få fast land under fødderne.




