Overnatning på Stonington Island – 15.-16. februar 2019

Vi var 60 på skibet, der havde tilvalgt at overnatte i telt inde på selve kontinentet. Det var det sydligste, de nogensinde havde camperet med dette skib.
Vi var blevet briefet om overnatningen dagen før om hvad vi skulle bringe og overhovedet ikke måtte medbringe. Udover alt vores varme tøj, skulle vi tage vand, ørepropper, pude, kamera og positiv attitude med. Vi måtte ikke medbringe alkohol, tobak og mad.
Der er meget strenge krav om at ingenting efterlades på Antarktis. Der var derfor også sat et nødtoilet op, hvis ikke man kunne vente til næste morgen.

68° 11′ 7″ S, 66° 59′ 49″ W

Straks efter aftensmaden ved 19-tiden, blev vi sejlet ind til øen og fik udleveret et telt, underlag og sovepose. Første opgave var et vælge et sted i det store område guiderne have rammet ind til os.
Vi lagde os bag nogle sten i håb om lidt beskyttelse fra vinden. Derefter fik vi rejste det lille telt og skovlet lidt sne i kanten hele vejen rundt i bunden som beskyttelse mod vinden.

Ikke alle havde lige stor erfaring i teltrejsning, men det lykkedes med fælles hjælp.

Den næste udfordring var at få tiden til at gå inden sengetid. Vi gik rundt i området og fik taget lidt billeder af teltene.
Heldigvis var skibets guitarist også med og han gav nogle numre i den tiltagende blæst. Hvordan han ikke frøs sine fingre af, er svært at forstå.

Ved 22.30-tiden gik de flest til ro med håb om at kunne sove til vi ville blive vækket kl. 5.30.
Jeg kunne sagtens holde varmen, men sov ikke meget pga den lyse nat og blæsten der rykkede kraftigt i teltdugen.

Vi stod op lidt over kl. 5 og pakkede teltet ned og blev sejlet tilbage til skibet til et tiltrængt toiletbesøg, varmt bad og morgenmad.