Kategorier
Uncategorized

Hjemtur gennem Drakes Passage. 18-20. februar 2019.

Turen mod Sydamerika begyndte ret roligt, men efter aftensmaden den 19. kom vi ind i hård blæst. Undervejs ramte skibet nogle store bølger, hvor et par passagerer faldt og kom let til skade. Ellers blev turen brugt til at fotografere de fugle, der kom forbi og ellers spise samt tale om alle de oplevelser vi havde haft de sidste 14 dage.

Vi passende Smith Island på 200 års dagen for opdagelsen af Antarktis. Den engelske hvalfangerkaptajn William Smith på briggen Williams mødte den 19. februar 1819 en isdækket kyst på omtrent 62° S og 55°—65° V efter, at han var drevet længere mod syd end sædvanlig på sin vej rundt om Kap Horn.
Skibets sanger Blaise Guld gav sin sidste koncert på rejsen.
På vej ind til Ushuaia lå vi for anker i nogle timer inden vi fik lods ombord og fuglene kredsede omkring skibet.
Angry Bird?
Kategorier
Uncategorized

Et nærkig på det antarktiske fødenet

Da vi forlod Hannah Point og sejlede lidt rundt, så vi søleoparder, der ledte efter bytte, så vi blev i området og det varede ikke længe inden der var gevinst. Det blev nogle drabelige og voldsomme billeder…
Søleoparder kan spise mellem 10-15 pingviner om dagen og de uerfarne pingvinunger er det lette offer.

Den kan blive op til 3,5 meter lange og veje op til 600 kg.
Deres primær føde er sæler og kun 10% kommer fra pingviner.
Pingvinen er fanget og måske stadig levende. Der gik over 15 minutter fra dette billede til pingvinen var flået og fortæret.
Man kan næsten se frygten i pingvinens øjne.
Både for at slå pingvinen ihjel og for at få den flået bliver den slynget kraftigt rundt i vandet.
Det blev “desværre” vores tur til at komme tilbage til båden, så jeg fik ingen blodige billeder af søleoparden, der havde fået flået hoved og indmad ud af pingvinen – men som det ses var der andre både der fik det syn helt tæt på.
Kategorier
Uncategorized

Elephant Island – 18. februar 2019

62° 49’ S 60° 55’ W

Den sidste dag ved Antarktis skulle have været på Bally Head på Deception Island, bosted for mere end 100.000 rempingvinger. Men 2-3 meter høje bølger på stranden ændrede planerne. Vi sejlede lidt nordpå til øen Livingston og lagde om formiddagen til ved Elephant Point og om eftermiddagen ved Hannah Point.
Stranden ved Elephant Point var fyldt med mange meget nysgerrige æselpingvinunger. De havde samlet sig ved stranden for tage mod til sig og springe i havet men var ekstremt interesseret i disse mennesketyper der lige kom forbi.
Der var også en del søelefanter, der bare lå og drev den af på stranden.

Vi så kun æselpingvinunger, men de var meget nysgerrige om kom helt tæt på os.
Søelefanter.
Søelefanter – læg mærke til den, der ligger nederst, klemt under hanen.
De kom meget tæt på.
Søelefant
Søelefant.
Et par sydlige pelssæler.
Jeg er ret overbevist om, at pingvinerne troede det var en – meget tynd – voksenpingvin, grundet det orange flag.
Kategorier
Uncategorized

Petermanm Island – 17. februar 2019

65° 10.9’ S 64° 08.0’ W

Efter en lang sejlads over natten var vi om morgenen ankommet til øen Petermann, opkaldt efter den tyske geograf Augustus Heinrich Petermann. Det blev en formiddag med virkelig mange billeder – hvilket har gjort det svært at udvælge nogle enkelte. Derfor følger nu en ordentlig stak billeder…

Isbjerge vi passerede på vej til Petermann Island. Utroligt med alle de former isbjerge kan tage.
Nogle skæve, andre runde eller som skarpt skårne.
Tre pukkelhvaler passerede også skibet.
Fantastiske former på de strandede isbjerge.
Pakisen
En pelssæl har nærmest fingre på lufferne så de kan klø sig selv.
Zodiacs i forgrunden der kigger på sæler.
De karakteristiske røde jakker som alle havde fået udleveret – nemme at spotte i det hvide landskab.
Endelig kommer mor med mad.
Og dog…
Kajakkerne på togt mellem isbjergene.
Ungerne holder øje med en rovfugl.
Pingvinerne er overhoved ikke menneskesky og nogle gange kommer de meget tæt på
med mulighed for at tage portrætbilleder af dem.
Kløerne forrest på det glatte underlag.
De voksne pingviner gylper dagen fangst op til de krævende unger.
Meget gammelt og klar is, der er helt uden luft.
Huller i isbjerge var den store oplevelse – med skibets fotograf hængende ud over kanten på gummibåden.
Der vurderes at være 15 milioner krillsæler i verden. Det største population efter mennesker af større pattedyr.
Krilsæl
Denne krillsæl har muligvis været for tæt på en søleopard, der har fået en lille bid af kinden.
Brun storkjove
Et tiltet isbjerg.
Undervejs var jeg kommet til at stille mit kamera på multieksponering, så det tog to billeder oven i hinanden.
Det gav det par interessante resultater inden jeg opdagede det.
Kategorier
Uncategorized

Valentine’s Day på åbent hav – 14. februar 2019

Tidligt om morgenen passerede vi polarcirklen. Selv om vi var blevet truet med vækning ved passeringen, opdagede vi det først, da vi stod op ved syv-tiden. Mest fordi var vendt om og sejlet nordpå igen. Der var for meget is mellem øen Adelaide og den Antarktiske halvø til at vi kunne komme i gennem. Vi måtte ud i åbent hav igen for komme udenom Adelaide. Et par timer senere passerede vi atter polarcirklen – og nej, den er ikke markeret med en linje, som en af de andre passagerer spurgte om. 

I receptionen var en skærm, der viste skibets øjeblikkelige position og de sidste timers sejlads. Samt kurs og hastighed.

Polarcirklen afgrænser både i nord og syd området, hvor man kan opleve dage med 24 timers dagslys(sommer) og 24 timers mørke(vinter). 

Selv om vi igen kom på åbent hav, var der rimelig rolig sø og vi havde nok også vænnet os til den bølgende gang. 

Skibets rute omkring øen Adelaide både på vej sydpå og vej hjemad igen.

Dagen gik med hygge, fotografere isbjerge og indtage dagens fire måltider. Da det var Valentine’s Day, var der koncert med skibets egen singer-songwriter Blaise Guld. Han sang dog mest om forlist kærlighed…
Aftenen sluttede af med koncert fra skibets eget band Monkey Eating Eagles i Polar Bear Bar 

Det skønne ved at fotografere fra et skib, er at motiverne konstant ændrer sig som skibet bevæger sig.
Isbjergspotting – hvilke isbjerge ser mere interessante ud end de andre?
Nåede lige at spotte dette isbjerg med hul i gennem, med det lidt specielle lys i baggrunden.
Pludselig vendte skibet og vi passerede det hule isbjerg igen, og alle de andre var gået indenfor for at få dagens opsummering og næste dags program.
Og motivet ændrede sig igen som skibet passerede isbjerget.
Kategorier
Uncategorized

Port Lockroy og Jouglar Point – 13. februar 2019

64° 49.6’ S 63 30.2’ W

Efter et velfortjent hvil og frokost var skibet nået til Port Lockroy, det mest besøgte sted på Antarktis. Den gamle engelske base blev bygget efter 2. Verdenskrig og fungerede som sådan indtil 1960’erne. I 90’erne blev husene restaureret og rummer i dag et lille museum og ikke mindst en meget velbesøgt shop – samt muligheden for at sende breve hjem fra verdens sydligste beliggende postkontor. Det sender årligt mere end 70.000 forsendelser fra de ca. 20.000 turister, der kommer hvert år.

Et kig ind i køkkenet på museet. Udvalg af diverse konserves som mandskabet har måtte leve af i de måske otte måneder, de kunne være uden forsyninger. Udover selvfølgelig hvad de kunne fange i naturen.
Uldundertøjet hængt til tørre over komfuret, hvor varmedunken også ligger klar.
Sovepladserne med pin-uppiger tegnet på væggene.
Hvis nu man skulle stå med nogle pingvinæg og lidt sælhjerne.
Blåøjet skarv.
Kan man blive træt af at kigge på pingvinunger? Jeg kan ikke, så her kommer lige en serie.
De fleste af ungerne var blevet forladt af deres forældre og var derfor meget kontaktsøgende og nysgerrige. En enkelt lagde sig oven på min vandtætte sæk med kameraudstyr, så jeg blev lidt i tvivl om jeg måtte opgive sækken eller måtte tage ungen med hjem. Den faldt dog snart ned af sækken, så jeg hurtigt kunne snuppe den igen.
Ungerne var igang med at skifte fjerdragt fra den dunede til den mere vandbestandige.

.

Kategorier
Uncategorized

Paradise Bay – 13. februar 2019

64° 50.4’ S 62° 51.21’ W

Vi ankrede op i Paradise Bay med fuldstændig blikstille vand, overskyet og let sne. Endnu en dag uden megen sol – noget som skulle vise sig at være symptomatisk for alle dagene ved Antarktis.
Vi lagde til ved den Argentinske base Almirante Brown, hvor der nok en gang var mange æselpingviner og en slående udsigt fra en lille bakke.

Antarktis ejes ikke af nogen lande, men omkring 20 lande gør krav på diverse landområder, men det har ingen praktisk betydning.
aLandene har dog rigtig mange forskningsbaser fordelt rundt på hele kontinentet.
På vej op ad den lille bakke.
En del valgte at rutsje ned ad bakken i deres regntøj. Men af hensyn til risiko for helbred og fotoudstyr, gik jeg dog ned igen.
Udsigt fra toppen med et par zodiacs, der var ret tæt på et par pukkelhvaler.
Som jeg desværre kun så ovenfra.
En gletsjer.
Æselpingvinunge, der er ved at smide dunene.
En pingvin der har været for tæt på en søleopard eller bare meget adræt?
Efter den lille bakketur kom vi rundt i bugten ved Skontorp Cove.
Det stille vand reflekterede smukt de sneklædte bakker og gletsjerne.
Der var også et par krillsæler, der nød stilheden og sceneriet.
Kategorier
Uncategorized

Neko Harbour – 12 . februar 2019

64°50’S 62°33’W

Over frokosten sejlede vi et lille stykke til Neko Harbour, opkaldt efter hvalskibet Neko, der netop her ofte søgte ly for uvejr. 

Udover æselpingviner bød det på en helt fantastisk udsigt over bugten, skibet og gletchere. 

Jeg havde meldt mig som hjælper for indsamling af videnskabelige data. På en eksakt position i bugten målte vi lufttemperatur, vandtemperatur, sigtbarhed og sendte et måleinstrument 60 meter ned, hvor det målte bl.a. temperatur undervejs. Derudover lavede vi vandanalyser med indsamling af plante- og dyreliv i vandoverfladen.
Det er del af et amerikansk forskningsprojekt, der skal undersøge antallet af det plankton, der lever i overfladen over tiden. Det plankton er meget vigtig i fødekæden for hele Antarktis dyreliv og så producerer det en meget stor del af jordens ilt.

Det var både meget spændende og lærerigt. 

En flaske overfladevand gøres klar til forsegling. Det kommes lidt gift i flasken for at dræbe alt levende. Det gjorde man ikke i begyndelsen, med det resultat at den største dyreart havde spist resten, da flasken blev åbnet på universitet måneder senere.

Der var heldigvis også tid til at komme i land og se flere æselpingviner. 😃🐧 Samt bestige den 100 meter høje bakke og nyde den fantastiske udsigt over den naturlige havn og gletsjerne.

Bugten var ret isfyldt, men gummibåderne klarede det helt fint.
Den flotte udsigt fra toppen.
Gletsjeren kælver. Mens vi var i zodiacen knækkede et stort stykke af en gletcher ned i bugten og forårsagede en stor bølge. Skibet vippede kraftigt, men vi mærkede det nærmest ikke i vores lille gummibåd. 
Bakkebestigning
Nærkig på en gletsjer med de dybblå farver.
Styrtdykkende fugl.
Vi så en del pukkelhvaler, men jeg havde dog ikke nogen næroplevelser. Nogle var så heldig at se dem ret tæt på, mens de var ude i zodiacs.
Efter en tur i vandet skal kroppen rystes – som en våd hund.
Derefter skal vingerne tørres.
Der var bestemt ikke flot hvid sne og renskurede pingvinger overalt. Denne unge har tydeligvis været i nærkontakt med mudderet som udover jord mest består af pingvinlort.

En af pingvinkolonierme, der ganske som alle de andre stank ganske kraftig af pingvinlort. Ofte kunne vi på hundrede meters afstand lugte pingvinerne før end vi kunne se dem. Lugten kan vist bedst sammelignes med en hønsegårds.
Noget kunne tyde på, at det ikke er første gang, denne fugl sidder her.