Port Lockroy og Jouglar Point – 13. februar 2019

64° 49.6’ S 63 30.2’ W

Efter et velfortjent hvil og frokost var skibet nået til Port Lockroy, det mest besøgte sted på Antarktis. Den gamle engelske base blev bygget efter 2. Verdenskrig og fungerede som sådan indtil 1960’erne. I 90’erne blev husene restaureret og rummer i dag et lille museum og ikke mindst en meget velbesøgt shop – samt muligheden for at sende breve hjem fra verdens sydligste beliggende postkontor. Det sender årligt mere end 70.000 forsendelser fra de ca. 20.000 turister, der kommer hvert år.

Et kig ind i køkkenet på museet. Udvalg af diverse konserves som mandskabet har måtte leve af i de måske otte måneder, de kunne være uden forsyninger. Udover selvfølgelig hvad de kunne fange i naturen.
Uldundertøjet hængt til tørre over komfuret, hvor varmedunken også ligger klar.
Sovepladserne med pin-uppiger tegnet på væggene.
Hvis nu man skulle stå med nogle pingvinæg og lidt sælhjerne.
Blåøjet skarv.
Kan man blive træt af at kigge på pingvinunger? Jeg kan ikke, så her kommer lige en serie.
De fleste af ungerne var blevet forladt af deres forældre og var derfor meget kontaktsøgende og nysgerrige. En enkelt lagde sig oven på min vandtætte sæk med kameraudstyr, så jeg blev lidt i tvivl om jeg måtte opgive sækken eller måtte tage ungen med hjem. Den faldt dog snart ned af sækken, så jeg hurtigt kunne snuppe den igen.
Ungerne var igang med at skifte fjerdragt fra den dunede til den mere vandbestandige.

.

Paradise Bay – 13. februar 2019

64° 50.4’ S 62° 51.21’ W

Vi ankrede op i Paradise Bay med fuldstændig blikstille vand, overskyet og let sne. Endnu en dag uden megen sol – noget som skulle vise sig at være symptomatisk for alle dagene ved Antarktis.
Vi lagde til ved den Argentinske base Almirante Brown, hvor der nok en gang var mange æselpingviner og en slående udsigt fra en lille bakke.

Antarktis ejes ikke af nogen lande, men omkring 20 lande gør krav på diverse landområder, men det har ingen praktisk betydning.
aLandene har dog rigtig mange forskningsbaser fordelt rundt på hele kontinentet.
På vej op ad den lille bakke.
En del valgte at rutsje ned ad bakken i deres regntøj. Men af hensyn til risiko for helbred og fotoudstyr, gik jeg dog ned igen.
Udsigt fra toppen med et par zodiacs, der var ret tæt på et par pukkelhvaler.
Som jeg desværre kun så ovenfra.
En gletsjer.
Æselpingvinunge, der er ved at smide dunene.
En pingvin der har været for tæt på en søleopard eller bare meget adræt?
Efter den lille bakketur kom vi rundt i bugten ved Skontorp Cove.
Det stille vand reflekterede smukt de sneklædte bakker og gletsjerne.
Der var også et par krillsæler, der nød stilheden og sceneriet.

Neko Harbour – 12 . februar 2019

64°50’S 62°33’W

Over frokosten sejlede vi et lille stykke til Neko Harbour, opkaldt efter hvalskibet Neko, der netop her ofte søgte ly for uvejr. 

Udover æselpingviner bød det på en helt fantastisk udsigt over bugten, skibet og gletchere. 

Jeg havde meldt mig som hjælper for indsamling af videnskabelige data. På en eksakt position i bugten målte vi lufttemperatur, vandtemperatur, sigtbarhed og sendte et måleinstrument 60 meter ned, hvor det målte bl.a. temperatur undervejs. Derudover lavede vi vandanalyser med indsamling af plante- og dyreliv i vandoverfladen.
Det er del af et amerikansk forskningsprojekt, der skal undersøge antallet af det plankton, der lever i overfladen over tiden. Det plankton er meget vigtig i fødekæden for hele Antarktis dyreliv og så producerer det en meget stor del af jordens ilt.

Det var både meget spændende og lærerigt. 

En flaske overfladevand gøres klar til forsegling. Det kommes lidt gift i flasken for at dræbe alt levende. Det gjorde man ikke i begyndelsen, med det resultat at den største dyreart havde spist resten, da flasken blev åbnet på universitet måneder senere.

Der var heldigvis også tid til at komme i land og se flere æselpingviner. 😃🐧 Samt bestige den 100 meter høje bakke og nyde den fantastiske udsigt over den naturlige havn og gletsjerne.

Bugten var ret isfyldt, men gummibåderne klarede det helt fint.
Den flotte udsigt fra toppen.
Gletsjeren kælver. Mens vi var i zodiacen knækkede et stort stykke af en gletcher ned i bugten og forårsagede en stor bølge. Skibet vippede kraftigt, men vi mærkede det nærmest ikke i vores lille gummibåd. 
Bakkebestigning
Nærkig på en gletsjer med de dybblå farver.
Styrtdykkende fugl.
Vi så en del pukkelhvaler, men jeg havde dog ikke nogen næroplevelser. Nogle var så heldig at se dem ret tæt på, mens de var ude i zodiacs.
Efter en tur i vandet skal kroppen rystes – som en våd hund.
Derefter skal vingerne tørres.
Der var bestemt ikke flot hvid sne og renskurede pingvinger overalt. Denne unge har tydeligvis været i nærkontakt med mudderet som udover jord mest består af pingvinlort.

En af pingvinkolonierme, der ganske som alle de andre stank ganske kraftig af pingvinlort. Ofte kunne vi på hundrede meters afstand lugte pingvinerne før end vi kunne se dem. Lugten kan vist bedst sammelignes med en hønsegårds.
Noget kunne tyde på, at det ikke er første gang, denne fugl sidder her.

Øen Danco – 12. februar 2019

64°44’S 62°37’W

I løbet af natten havde vi bevæget os gennem Gerlaichstrædet til den lille ø Danco. 

Nogle dage kunne vi vælge forskellige ture. Tur med skibets fotograf, videnskabelig tur eller opdagelsestur rundt i gummibåden. Samt mulighed for landgang bagefter.

Denne morgen var vi otte der sammen med fotografen Jaqueline Deely var på udkig efter gode motiver rundt i islandskabet.

Det gode skib MS Expedition
Nogle havde valgt at ro i kajak i det flotte landskab.
Vi blev alle overvældet af de smukke blå isbjerge, som kan være svære at gengive på billeder.
Pingvinmotorvej. Når pingvinerne bevæger sig fra vandet til reden og retur, sker det som regel via faste ruter.
Lav trafik på motorvejen.
Springende æselpingviner.
En gabende Wedellsæl, en af de mest udbredte sæler omkring Antarktis.
Den lever bl.a. småfisk og krill.
Æselpingvin med unge.
Den perfekte sten til redebyggeri.
På opdagelse.
Udsigt over ishavet.
Søleopard der bl.a. lever af pingviner, hvilket vi også fik syn for senere.
Den kan blive op til 3.5 meter lang og veje op til 600 kg.

Undervejs…

Grunden til at langt de fleste rejser til Antarktis fra Ushuaia er den forholdsvis korte vej derned. Afhængigt af vejret tager det mellem 36-48 timer at passere de 1000 km gennem Drakestrædet til mere rolige farvande ved den Antarktiske halvø.
Vi sejlede ved 18-tiden den 9. februar. Aftenen gik med middag, udlevering af parkacoat, sikkerhedsprocedurer og ellers gå på opdagelse i den gamle Grenå-Hundested færge. MS Kattegat.

Den gamle færge syner ikke af meget i forhold de til moderne cruisere. Men plads til 128 forventningsfulde passagere og 60 besætningsmedlemmer.
Vin, chokolade og blomster i velkomst – kun til VIP-kunder 🙂
Sikkerhedsinstruktion af et par af de meget veluddannede guider. I alt 14 guider med specialer i biologi, geologi, historie, zoologi mm så alle spørgsmål kunne besvares undervejs.
Det blev meddelt over skibets højttalere når der var noget interessant at spotte. Som f.eks. denne vandrealbatros.

Drakestrædet er et berygtet farvand med konstante storme. Vi nåede kun op på hård kuling med bølger på 5-6 meter. Ret rolig overfart fik vi at vide!
Jeg holdt mig dog det meste af tiden liggende i kahytten, hvor jeg synes, jeg havde det bedst.
Jeg var kun kun lige oppe, når der var infomøder om sikkerhed ved landgange, biorensning af rygsæk mm og enkelte måltider.

11. februar 2019 – Deception Island

62°58’37” 60°39’00″W

Endelig sent på eftermiddagen den 11. februar var vi nået frem og kunne gå i land ved den gamle hvalstation i Whaler’s Bay på Deception Island.
Øen er et gammelt vulkankrater og danner i midten en perfekt havn.
Lidt en spøgelsesby med forladte bygninger og rustne tanke til hvalolie.
Dog var der også lidt dyreliv, men alt i alt bare rart endelig at få fast land under fødderne.

Et lidt trist landskab i gråvejr, som desværre fulgte os det meste af turen.
Øen blev ramt at et jordskælv i 1960’erne som ødelagde de fleste bygninger.
Fur seal – tidligere meget jagtet sæl pga. pelsen.

Vores skib set indefra en af de forladte bygninger.

Videre mod Antarktis

Fløj til Santiago på Premiere Business med LATAM. Kun 20% dyrere end økonomiklasse. Det var så meget pengene værd! Med sådan luksus – i forhold til økonomiklasse – må flyveturen gerne tage mange timer. 🙂 Jeg får næsten lyst til at klage over, at den ene rødvin var udgået og der kun var en mulighed mht. dessert. 

Men også tid til at gøre status på Påskeøen. I like! 

Der er en utrolig afslappet stemning og man møder kun venlige mennesker. Max antal nye turister pr. dag er i højsæsonen nok også under 1000, så de lokale når nok aldrig at blive helt vildt irriteret over os turister.
Turisme er selvfølgelig nok også den suverænt største indtægtskilde på øen…

Man støder på heste overalt på øen.

Når at når man besøger selv de mest berømte seværdigheder ser man max 100-200 (ved sol-og solnedgang) og oftest kun 10-20 andre og man siger pænt hej når man mødes.

Det kan klart anbefales at leje køretøj for at komme rundt til seværdighederne. Selv om øen er ret lille med 20 km til det fjerneste punkt er det vel langt at vandre i den stegende hede. Specielt når man som jeg gerne vil tage solopgangsbilleder kl. 7 og køreturen på hullede veje tager 30-40 minutter at køre 15 km.

Ja, det var jo ikke en BMW… Men jeg fik alligevel kørt næsten 300 km på de tre dage.

Fem dage på øen er nok optimalt afhængigt af hvor maoi-interesseret man er 🙂 De tre dage på MC var fint og et par dage til se byen, slappe af mm er perfekt. Hvis der er samtidig er Tapati-festival kan man sagtens bruge et par ekstra dage.

Øens suverænt dyreste hotel ligger opført på gammelt hellig land, så de lokale protesterer over at den chilenske regering har givet lov til opførelsen.

Priser

Det er forholdsvist dyrt på Påskeøen – det er Chile faktisk også. 50 kr for den udmærkede lokale øl på restaurant og 150-200 for et hovedmåltid. På grund af Tapati-festivalen var der opstillet en del boder med mad som jeg primært benyttede mig af og kun spiste på restaurant to gange. Ej heller så spændende at alene sidde på restaurant uden sin hustru.

En lækker tunlasagne med lokal øl.

Det koster $80 at få en billet med adgang til nationalparken med seværdighederne.

Flugtvej i tilfælde af tsunami. Selvfølgelig altid en risiko når øen ligger midt i Stillehavet. Sidst Chile havde et kraftigt jordskælv var der varslet tsunami, men der kom ingen. Og byen ligger også væk fra fastlandet og er derfor mindre udsat. Ahu Tongiriki – de 15 maoi’er fra solopgangsbillederne væltede og blev skyllet flere hundrede meter ind i land under en tsunami i 1960. De blev restaurerer med hjælp fra Japan.

Der bor næsten 7000 mennesker på øen og lidt over halvdelen anser sig som oprindelige folk stammende fra de 118 der var tilbage i 1800-tallet. Faktisk var det kun 36 af dem der fik efterkommere. Da stort set alle bor i byen Haga Roa er resten af øen ret øde med flotte naturområder, vilde heste og lidt fritgående kvæg. 

De næste dage bliver transportdage. Først tilbage til Santiago med en overnatning og derefter videre til Buenos Aires hvor der heller ikke bliver til meget mere end en overnatning inden turen går mod verdens sydligste beliggende by Ushuaia. Her venter skibet der i 14 dage skal være mit hjem sammen med 133 andre. Der er formentlig hverken internet eller telefonforbindelse så bloggen lukker ned for et par uger. Men opdateres selvfølgelig så snart den civiliserede wifi-verden nås igen.

Stien ind til mit hotel, Taha Tai.
Morgenmadsudsigten,
Vel en fregatfugl.

Op til Orongo

Der er aften og sidder og kigger på billeder fra middagens lille gåtur op til vulkanen Ranu Kau – med chilensk rødvin i glasset og Steppeulvevinder Peter som baggrundsmusik. 🙂
På kanten mellem vulkanen og Stillehavet i 400 m højde finder man Orongo, et religiøst centrum for øen op til 1860’erne. Fuglemandskulturen.

Første del opad var ret skyggefuld, men varmt.
Mødte denne familie undervejs.
Heldigvis var der placeret nogle bænke til trætte mænd.
Skøn udsigt på vejen op.
Krateret med sin helt egen biodiversitet.
På vej hen til de kultiske huse ved Orongo.
Et af ritualerne ved fuglemandskulturen var at når en bestemt terne lagde æg var det en konkurrence at svømmer ud til en af de små øer og hente det første æg.
Flotte restaurerede kulthuse efter vesterlændinge gennem tiden har raseret dem for at finde skatte.
Den eneste maoi der ikke stadig er på Rapa Nul findes på British Museum og netop fjernet herfra. Der er har netop været en delegation herfra i London for at få den tilbage – ikke mindst på grund af den mytologiske betydning for netop denne maoi.
På vej tilbage var det begyndt at regne i krateret.
Going down 🙂
Vel en slags tidsel?

Mens der er Super Bowl

Fjernsynet viser Super Bowl i baggrunden – mere spændende end målrig. Meget sjovt at det der rent faktisk stadig er lyst udenfor 🙂
I dag var sidste dag med motorcykel, så de næste dage skal gå med Tapati-festivalen og oplade med sol inden Antarktis kalder.

Et billede der meget godt viser både den rå natur og det meget skiftende vejr.
Solskin nogle steder og voldsom regn andre steder
Smukke landskaber inde i landet.
Ahu Akivi. Vist de eneste maoi, der kigger mod havet, men de står et godt stykke inde landet.
Udover huller i vejene skal man også passe på vilde heste og fritgående kvæg.
Et af byens vandhuller.

Midt om natten

Heldigvis står solen først lidt i otte, så man kan tage natbilleder indtil ved syv-tiden. Her er et par forsøg mere. Det er helt fantastisk at stå her midt i Stillehavet uden generende lys og se hele stjernehimmelen og mælkevejen.
Vil prøve at komme op et par tidlige morgener mere og gøre endnu et par forsøg.

Ahu Tongariki, Rapi Nui.
Tror moai’erne er blevet ramt af nogle billygter, siden de sådan lyser op.
Ahu Tongariki, Rapa Nui